Bog: Syng og bevæg din baby glad

Beskrivelse

Målgruppe: forældre, daginstitutioner og babyrytmikundervisere.

Bogen indeholder en teoretisk del, der gennemgår det spæde barns musikalske og motoriske udvikling og en praktisk del. I den praktiske del er der idéer og legeforslag til lege, der styrker og udvikler spædbarnets medfødte musik- og bevægelsesglæde og sikrer, at barnet får en god grundmotorik.

Denne er en forudsætning for en god motorisk udvikling, der bevirker, at barnet bliver i stand til at deltage i lege og socialt samvær med andre børn, ligesom det har vist sig, at en god motorik er en forudsætning for indlæring i det hele taget.

Alle sange i bogen er kendte børnesange, og bogen ledsages af en dvd, så materialet er lige til at gå til og kan bruges af fx forældre uden særlige musiske forudsætninger.

Anmeldelser

17-02-2014, BibZoom, Petert Elmelund

Dorte Nørgaard er aktiv musikunderviser og har udgivet flere bøger på Musiklærerforeningens forlag Dansk Sang. Her 10 år efter hendes Babyrytmik får vi en frisk lille sag med en herlig baby på forsiden. Titlen er tilpas uprætentiøs; hvis bogen skulle sælge på titlen, havde jeg nok foretrukket Rock your baby.

Men det skal den jo ikke; Dorte Nørgaard er en veletableret navn i branchen, og musikarrangementer for babyer blomstrer frem i det ganske land og hungrer efter idéer til sang- og bevægelseslege. På biblioteker, på musikskoler og i kirker afholdes babybongo, babymusikleg, babysalmesang, baby-hvad-som-helst.

Massér hjernebjælken

For det første viser musikforskningen, at tidlig musikalsk stimulering fremmer sprog, indlæringsevne og naturligvis kreativitet. Og for det andet har målgruppen tid. Barselsorloven giver mulighed for at tage baby med og mødes med fæller til musikleg og den efterfølgende givende ammestuesnak.

Bogens første 30 sider giver en befriende kort og præcis forklaring på, hvorfor det er så godt at synge og lege med sit barn. Og det er ikke kun musikaliteten, der udvikles, men også motorikken. De tre primære sanser: ligevægts-, føle- og muskel-ledsansen gennemgås. Og der arbejdes med hjernebjælken – er det ikke et skønt ord? Som I ved: Hjernebjælken forbinder storhjernens to halvdele.

Mester Jakob revisited

Så er det bare med at gå i gang. ”Hjulene på bussen” er den første af 21 sange, som Dorte Nørgaard har udvalgt til bogen. Til hver sang er der en legebeskrivelse, og der bliver i få sætninger linet op, hvad netop denne sang styrker/stimulerer og udvikler. Så kan man krydse af; tjek.

Det er primært de mest kendte sange, der bruges, så energien ikke skal bruges på at lære en ny sang. ”Lille Peter Edderkop”, ”Mester Jakob” og ”Rapanden Rasmus” er gode, gamle venner, som ikke lige skal ses an først.

Til gengæld får Dorte Nørgaard nye sider frem af figurerne. Eksempelvis skaber Rasmus rar balance og ligevægt, når baby rider på den voksne, der møver rundt på gulvet.

Sådan kan det gøres

Den medfølgende DVD viser 18 sange i funktion, hvor Dorte Nørgaard med bamse er førstedanser for en ganske lille flok babyer med tilhørende mødre og sandelig også en far i enkelte sange – så får vi lagt basbunden i et fint brugsøjeblik. Så enkelt kan det gøres, og det virker: Her er en glad og afslappet stemning. Sangene er lagt i tilpas høje tonearter, så vi undgår den tidligere udbredte uskik, at velhjertede voksne gravede sangene ned i subbaskælderen – vi nordboere kan altså synge lysere, end vi tror.

Syng og bevæg din baby glad er en velkommen bog og inspirator til et af de vigtigste formål ved livets begyndelse: at fremelske det musiske, som giver et helt og harmonisk menneske. Giv bogen til den nyfødtes forældre – og lad andre læse med.

Som Dorte Nørgaard siger: Hvis man selv har forsømt at holde sine ovennævnte tre primære sanser ved lige, er det bare med at gå i gang. Så bliver man en sjovere forældre eller måske bedsteforældre.

Der antydes en lille sidegevinst på bogens bagside: ”Så uanset hvordan man synger, vil man være stjernen i sin babys liv” – X-Factor go home.

Styrk hjernebjælken!